skip to Main Content
Jeg Skammede Mig: Gravid Med Tvillinger

Jeg skammede mig: Gravid med tvillinger

Dette blog oplæg er ret personligt for mig, og jeg har haft lyst til at dele med jer i noget tid, har bare skulle tage mod til mig. Så håber i vil tage godt imod det.

For at starte fra begyndelsen lå jeg på briksen og var klar til at få foretaget min misdannelsesscanning i min 12. graviditetsuge. Da det var vores barn nr. 2 og jeg forventede alt var godt, havde min mand ikke taget fri fra arbejde og jeg havde istedet taget svigermor med, som gerne ville se scanningen.

Inden jordmoderen satte scanneren på maven, kan jeg klart huske at vi snakkede frem og tilbage og jeg sluttede af med at sige “så længe barnet har det fint og der ikke er tvillinger så er alt godt”. Og så startede hun med at scanne og blev helt stille. Jeg kunne se på hende der var et eller andet, da den kørte rundt på min mave, unden at hun sagde et kvæk. Og så sagde hun stille, “det ser ud til at du skal have tvillinger”. Jeg tror jeg panikkede lidt og så brød jeg ud i gråd. Jeg vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle reagere på den nyhed. Min svigermor sad ved siden af og var ovenud lykkelig, og synes bare det var skønt at hun skulle have SÅ mange børnebørn. Men jeg var helt ude af mig selv. Der gik lidt inden jeg fik min hulken under kontrol og jordmoderen kunne scanne videre på min mave.

Jeg har altid tænkt, når jeg så nogen med tvillinger, at jeg var lykkelig for at det ikke var mig, for det måtte da være sindsygt stressende. Den tankegang hjalp mig ikke ligefrem i min process om at acceptere min nye situation.

Jeg var selvfølgelig også glad og måske en smule stolt, ikke alle kommer til at opleve at være tvillingemor, så det er jo også noget helt særligt.

Jeg startede kort tid efter til gruppe konsultation hos jordmoderen sammen med 3 andre tvilling gravide kvinder. Vi fik hurtigt et tæt bånd og begyndte at mødes privat. Men ingengang her kunne jeg snakke om mine blandede følelser om at skulle være tvillingemor, da de 3 andre kommende tvillingmødre alle havde været i længere insemination forløb, hvoraf dette var deres første graviditet og derved virkelig nogle ønskebørn.

Jeg skammede mig over at sidde med en følelse af at jeg egentlig hellere ville have 1 barn og ikke 2 på én gang, og især når jeg sad overfor disse skønne damer, som har kæmpet for at kunne blive gravide.

En dag jeg skulle til graviditetsundesøgelse hos egen læge, spurgte hun mig hvordan jeg egentlig havde det med at skulle have tvillinger, nu hvor jeg også har en lille derhjemme. Og det fik bægeret til at flyde over. Jeg blev utrolig ked af det, mine følelser om skam, frygt og utilstrækkelighed havde hobet sig op indeni mig. Jeg havde gået halvdelen at graviditeten og balanceret mellem følelser som glæde, frygt, stolthed og skam. Min læge sagde at hun havde set den form for tabu før og jeg ikke skulle være bange for at åbne op overfor andre med det.

Snakken med min læge hjalp mig utrolig meget. Hun fik mig til at indse at jeg ikke var den eneste der har haft det på den måde. Vi hører altid om tvillinger, som er kommet ud af en inseminering. Men næsten aldrig om dem som er lavet på naturlig vis. Jeg forstår godt at man er overlykkelig når man er gravid med tvillinger efter et insemineringsforløb. Men hvad med alle os andre? os som ikke har fået lagt æg op og som regnede med der bare var én baby i maven. Vi skal først bearbejde processen når nyheden kommer på scanningsbriksen i uge 12. Og er det så ønskebørn? Eller bliver de først de med tiden?

Men det hjalp mig at snakke med andre tvilling mødre om har været igennem det samme. Og finde ud af at det faktisk er en helt naturlig tankeprocess at gå igennem i en graviditet med tvillinger.

Der er ingen tvivl om at jeg fra dag 1 har elsket mine tvillingdrenge af hele hjertet. Men der er heller ingen tvivl om at de seneste 2 år har været de hårdeste år i mit liv. Det har været fysisk og psykisk drænene og indimellem har jeg ikke kunnet andet end at sætte mig ned og græde og bare føle at det hele er urimeligt. Men det hele føles helt sikkert nemmere og nemmere som de bliver større. Og alledere nu hvor de lige er blevet 2 år, føler jeg en kæmpe lettelse over hvor meget nemmere det er blevet og nyder hvor meget vi får igen af gode oplevelser og hvor meget mine tre drenge kan få ud af hinanden som søskende. Lige så gode som de er til at skændes og slås, lige så gode er de til at være kærlige overfor hinaneden og lege sammen.

Ups.. det blev vist et af de længere opslag. Men hvis du er nået helt igennem, så vil jeg bare sige tak fordi du læste med og for at jeg måtte stjæle lidt af din tid.

This Post Has 2 Comments
  1. Kære søde tvillingemor
    Tak for din beskrivelse af dette tabu. Jeg har på mange måder følt mig nøjagtigt som dig – og kan med min 5 årig og tvillingerne på 18 måneder skrive under på at man fortsat nogle gange kan synes at det hele er ganske uretfærdigt!
    Men jeg ville jo aldrig nogensinde undvære en eneste af mine skønne børn.
    Så jeg tror det er vigtigt som 2. gangs mor, pludseligt til tvillinger at huske på at det er nogle helt naturlige følelser man gennemgår.

    1. Tak for de søde ord. Jeg havde brug for at dele denne følelse, da jeg selv følte mig meget alene, da jeg stod med den for over 2 år siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top